Personlige Værtindegaver
Der er mange festlige lejligheder i julemåneden, hvor en værtindegave gør sig godt. Jeg holder af at finde på personlige ting som her, hvor brunkager er værtindens yndlings julesmåkage. Og de brændte mandler falder helt sikkert i værtens smag. Og mon ikke de deler lidt med hinanden? Jeg har fundet et par enkle glaskrukker med korklåg, som jeg synes er både dekorative og anvendelige til mange ting. På den måde er det ikke kun indholdet der er gaven. Varier eventuelt selv indholdet og farverne på sløjferne så det passer til værten/værtinden og sæsonen…
Opskriften på mine Sprøde Brunkager finder du her på bloggen: Smagen af jul: Sprøde Brunkager
De Brændte Mandler (som min mand i øvrigt har lavet) får du opskriften på her:
500g mandler hældes i en pande sammen med
1½ dl vand og
500g flormelis. (I nævnte rækkefølge.)
Tænd på middel varme og rør rundt i mandlerne med en træske (næsten non-stop). Mandlerne gennemgår forskellige stadier. Først svømmer mandlerne rundt i en flydende sukkerlage (a la en tynd glasur). Så fordamper vandet og flormelisen bliver tør og krystaliseret. Bliv endelig ved med at røre, for i det sidste stadie begynder sukkeret at smelte og at sætte sig fast på mandlerne i klumper. Rør lidt endnu, indtil mange af klumperne er blevet erstattet af et glat, blankt lag gyldent sukker. Det er sådan cirka nu de skal tages af varmen og fordeles på en bradepande eller to med bagepapir. Selvom mandlerne frister, skal de liiige køle helt af før første haps.
Velbekomme 🙂
PS: Gaven her kan også bruges som mandelgaven til jul…