Vaniljekranse i ny forklædning
Den søde, sprøde vaniljekrans er en klassisk småkage som smager skønt hele året, selvom den ofte forbindes med julens komme. Jeg har dog valgt at udfordre småkagens form en smule, da jeg synes det er nemmere at lave kugler med et gaffeltryk. Jeg overvejede at kalde dem vaniljegafler eller vaniljehuller, men det er måske liiiige kreativt nok? Jeg vil lade det være op til dig hvad du vil navngive dem, men vil her kalde dem vaniljesmåkager. For de har jo ikke meget med en krans at gøre i denne udformning. Men det vigtigste er, at de smager mindst lige så fantastisk som kransen.
DEJEN
250g hvedemel sies med
90g kartoffelmel,
1 knsp salt og
1 tsk vaniljesukker.
250g blødt smør findeles heri til massen samler sig. (Jeg plejer bare at bruge elpiskeren.)
190g sukker,
75g meget finthakkede, smuttede mandler eller mandelmel,
1 æg og
kornene fra en vaniljestang tilsættes. Rør dejen sammen og stil den evt. på køl.
Jeg plejer at lave små kugler som jeg sætter på en bageplade, hvorefter jeg giver dem et tryk med en gaffel. Men hvis dejen er blød, kan den med fordel puttes i en sprøjtepose (uden tyl), hvorefter små runde dutter trykkes ud og trykkes med en gaffel. Du kan selvfølgelig også lave kranse med en sprøjtepose med en lille stjernetyl, hvis vaniljekranse skal være kranse i din bog; men så vil jeg måske tilsætte en smule ekstra smør, så dejen bliver en my blødere og nemmere at sprøjte ud. Jeg bager som regel 1-2 bageplader af gangen, så jeg bedre kan holde øje med dem. Der bliver ca. 120-150 styk af en portion. Dejen og kuglerne kan også laves dagen før og stilles i køleskabet i en bøtte, for derefter at lægge hver kugle på bageplader og give dem gaffeltrykket når de er blevet blødere igen.
Småkagerne bages ved 180° varmluft (i en opvarmet ovn) i ~12 minutter til de er let gyldne.
Velbekomme 🙂