Kanelkage
De fleste kender kanelkagen, men hvis du ikke gør har du nu mulighed for at prøve den. Det er en af de mest simple kager at lave, så børnene kan sagtens være med. Den er super god at bage til klassens time eller eksempelvis til fødselsdag. Både for store og for små. Den er perfekt at bage dagen før. Portionen er stor, så den kan med fordel halveres, hvis du bare er i humør til kanelkage, men I kun er nogle få mennesker om at dele den. Opskriften har fulgt mig i mange år, så den er testet mange gange 🙂
DEJEN
500g sukker,
600g siet hvedemel,
3 tsk natron og
3 spsk kanel blandes.
7½ dl kærnemælk hældes i de tørre ingredienser og der piskes med elpiskeren.
175g smeltet smør piskes i dejen til sidst.
Dejen hældes i en stor bradepande med bagepapir og bages i ca. 20-25 minutter ved 200º (varmluft). Det kan godt variere lidt fra ovn til ovn og størrelsen på bradepanden. Men brug en kødnål til at tjekke om dejen/kagen er gennembagt. Når kagen er kølet af smøres glasuren på.
GLASUREN
175g smeltet smør røres i
350g flormelis blandet med
3 spsk kakao.
En lille sjat kogende mælk røres ud i massen til sidst, ind til glasuren er blevet glat og har en passende tyk og cremet konsistens.
Velbekomme 🙂