Old School Chokoladekage med et Twist

Jeg har justeret lidt på en god gammeldaws klassisker – chokoladesandkagen. Der er dog absolut intet “sand” over denne version, som trods sin fasthed ikke er tør. Måske fordi jeg har givet den et lille twist i form af en gang nutella kombineret med både kakao og chokolade. Den smager vidunderligt i al sin enkelhed, men kan sagtens tilføres glasur/frosting (for eksempel med smag af kaffen eller appelsin).  Den er god at bage dagen før, og er heller ikke tør på tredje dagen. Kagen har bestået den ultimative test: Inden den var spist sagde min søn, at når der ikke var mere måtte jeg godt bage én til. Så den er godkendt herhjemme. Af børn i alle aldre…

DEJEN

150g smør smeltes i en stor gryde og fjernes fra varmen.

300g sukker,

100g hakket, mørk chokolade,

100g nutella og

1 tsk salt røres i det smeltede smør.

250g hvedemel sies sammen med

25g kakao,

1½ tsk bagepulver og

1½ tsk vaniljesukker, som røres ud i chokolademassen.

2 sammenpiskede æg røres i.

2 dl mælk tilsættes til sidst og der røres godt rundt.

Dejen (som er en smule tynd) hældes i en sandkageform på 1,2 liter beklædt med bagepapir. Bages ved 175° i ca. 60 minutter. Tjek med en kødnål om kagen er gennembagt.

Velbekomme 🙂

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.