Glutenfri og Laktosefri Roulade

En af de bedste glutenfri (og laktosefri) opskrifter jeg kender er Roulade. Den er nem at gå til og smager af nostalgi. – Og selvfølgelig af hindbær. Eller chokolade, alt efter hvilken smag du foretrækker. Jeg har tidligere lavet roulade med almindeligt hvedemel, men efter at have lavet roulader i glutenfri versioner er det blevet mine klare favoritter. Og så egner roulade sig også super godt til at bage dagen før den skal serveres, fordi den får lov at trække. Så lad os endelig komme i gang…

DEJEN

5 æg piskes tykt (i ca. 5 minutter) med

150g sukker.

50g fuldkornsrismel og

50 kartoffelmel sies sammen med

1 tsk vaniliesukker og

1½ tsk bagepulver, som vendes forsigtigt i æggemassen ind til melet er forsvundet.

Dejen fordeles på ovnens bageplade med bagepapir og bages i ca. 10 min ved 180º varmluft (opvarmet ovn). Dejen skal blive lys gylden.

Forbered imens et stykke bagepapir på bordet, som du drysser med et let lag sukker. Når kagen er bagt og taget ud af ovnen vendes den med det samme over på bagepapiret med sukkeret. Jeg plejer at trykke let på rouladen med min grillhandske på, så sukkeret lige sætter sig fast på rouladen. Derefter trækker jeg bagepapiret forsigtigt af og fordeler med det samme marmelade ud over rouladen i et jævnt lag. – Hindbærmarmelade er min favorit.  Og så ruller jeg rouladen stramt sammen og lader den trække i mindst en halv dag og serverer den med (laktosefri) flødeskum.

OBS: Vær opmærksom på, at dejen hæver meget i ovnen, men den skal nok blive fin og flad (men stadig luftig) når den kommer ud af ovnen. Jeg har endnu ikke oplevet at rouladen krakelerer når eg ruller den, så det er bare et ekstra plus ved denne opskrift.

KAKAOROULADE 

Er du mere til chokoladeroulade får du lige dén variation her også.

Brug kun 40g rismel og 40g kartoffelmel og tilføj så 40g siet kakao til dejen. Når den er bagt og vendt ud på et sukkerdrysset stykke bagepapir, lader du den køle helt af (i modsætning til den lyse roulade). Imens laver du nougatsmørcremen, som fordeles på den afkølede bund og rulles stramt sammen. (Evt. også med små bananstykker i .)

NOUGATSMØRCREMEN

200g flormelis,

1 tsk vaniliesukker og

20g kakao sies sammen.

60g blødt smør,

60g blødt nougat og

5-6 spsk mælk tilsættes og piskes sammen med elpiskeren.

TIP: Nougatsmørcremen kan også bruges i den lyse roulade. Og en almindelig hvid smørcreme (uden nougat og kakao) kan også bruges i kakaorouladen.

TIP: Begge rouladebunde kan også bruges som lagkagebunde istedet for.

Velbekomme 🙂

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.