Bløde Horn Med Remonce

Horn med remonce er en god gammel klassiker, som kan varieres i smagen. Jeg har lavet to varianter her. Én med marcipanremonce og én med marcipanremonce og nougat. Men man kan sikkert også lave dem med chokolade i. Eller hindbærmarmelade. De her horn er bedst på dagen. Til gengæld egner de sig fantastisk til at fryse, tø op og lune lidt i mikroovnen. Så smager de faktisk som var de friskbagte. Man kan også fryse nogle af hornene inden de bages, og så bare tage dem ud af fryseren og bage dem, hvis der nu skulle komme uventede gæster eller hvis den søde trang melder sig. De tager lidt tid at bage, men de er det hele værd. Når jeg bager horn pejer jeg at pakke hjørnerne ind i hornet (rundt om fyldet fra hver side inden jeg ruller dem sammen), så jeg er sikker på, at fyldet ikke flyder ud. Lad os komme i gang…

DEJEN

200g smeltet smør blandes med

2 dl lun mælk.

50g gær udrøres i den lune væske.

100g sukker,

½ tsk salt,

1 tsk vaniliesukker og

2 æg piskes sammen med blandingen.

650g siet hvedemel røres i blandingen til sidst.

Dejen bliver fedtet, men ikke klistret (på bordet). Lad dejen hæve imens remoncen laves.

REMONCE

100g blødt smør piskes sammen med

6 spsk sukker,

1 tsk vaniliesukker og

200g revet marcipan (Anton Berg’s er god), samt

½ bæger past. æggehvide.

Del nu dejen i 3 lige store dele og rul hver del ud til en cirkel, én ad gangen. Del dejen i 10 lige store trekanter. Kom en god teske remonce (og eventuelt ∼½ tsk nougat) på den brede ende af hver trekant. Fold nu hvert hjørne ind over fyldet og tryk dem fast. Rul hver trekant, så fyldet bliver lukket inde. Lad spidsen af trekanten være under bunden af det sammenrullede horn, så den bliver på plads. Gentag ved de to andre dele dej, indtil du har 30 horn.

Lad hornene hæve i ca. 1 time og bag dem ved 180º i ∼12 minutter (varmluft). Lad dem køle af og kom glasur på, eventuelt med en sprøjtepose.

Velbekomme 🙂

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.