Smagen af sommer!

Uuuhhhmmmm – friske, solmodne bær! Dét er smagen af sommer for mig. Og når de er så fine som disse er, så kan jeg ikke gå forbi. Bærrene er købt på vores shoppetur i Flensborg i sommerferien. Nærmere betegnet i Citti. De har den mest fantastiske frugt- og grønt afdeling, som får vores her i Danmark til at blegne! Jeg undrer mig ofte over hvorfor vores frugt og grønt nærmeste ligner de rester der var tilbage i lastbilen efter et stop i Tyskland. For hvorfor er deres ferskner, jordbær, løg og så videre så meget mere lækre og fristende end vores? – Ligesom deres brød i øvrigt også er! Hold nu op, hvor er det noget lækkert blødt brød. Min mand og jeg elsker at købe sandwichbrød og bondebrød med hjem fordi tyskerne har forstået hvordan man laver så blødt sandwichbrød, at selv kanterne er bløde… Jeg elsker det! (Også selvom brød er en af de fødevarer der skal indtages med måde… Men altså – lækkert blødt brød og et godt lag nutella. Mums!)

Men brød og frugt er blot et lille udvalg af de ting vi ynder at shoppe med over grænsen. For ud over de nærmest obligatoriske øl og sodavand, så køber vi også pålæg og yoghurter (og chokolade og slik og nutella og…). Jeg elsker at tage på en lang heldags-shoppetur i Flensborg, hvor jeg lokker min mand med ind i rigtig mange butikker. – Inden du får alt for ondt af ham, så foregår disse shoppeture cirka 3 gange om året, så selvom jeg er taknemmelig for hans tålmodighed, så overlever han nok ;o)… Nogle af vores favoritsteder er blandt andet Citti (som før nævnt) og Fördepark og Scandinavian Park og så selvfølgelig selve bymidten, som jeg synes er så hyggelig. Jeg kan godt lide at kigge i deres butikker og shoppe makeup, tøj og bolig-nips.

Smagen af sommer tog lidt en drejning, men jeg håber du kan bruge det til noget alligevel og måske får du selv lyst til at tjekke nogle af mine favorit-shoppesteder ud i Flensborg (hvis du ikke allerede kender dem)… Hvis du selv har nogle yndlings butikker i Flensborg er du velkommen til at smide en kommentar forneden og dele dem. Jeg tager imod med kyshånd…

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.