Pastasalat med Bacon, Feta og andre Lækkerier
Den her pastasalat er “ned arvet” fra veninde til veninde, så jeg kan desværre ikke selv tage æren for opskriften. Men jeg kan derimod dele den, så alle kan få mulighed for at smage hvor lækker den er. Mit billede afslører, at jeg har brugt cashewnødder den dag, da det var det jeg havde i skabet. Men pinje kerner, som opskriften forlyder, er altså at foretrække. Salaten har en meget god balance imellem hver ingrediens. Og med et stykke ristet brød eller flûtes til, smager salaten vidunderligt. Man kan evt. også servere den til et stykke kylling eller andet lækkert kød hvis man ønsker det.
SALATEN
Rucola, skyllet og groft-hakket.
1 hel gul, rød eller orange peberfrugt i tern.
~½ agurk i tern (uden midte).
Pinjekerner.
~½ fetaost (fra blok) i tern.
1 lille rødløg i små tern.
Soltørrede tomater i olie (Remas egen er god), hakket/klippet i tern eller strimler.
1 pakke stegt bacon, brækket i mindre stykker.
Fuldkornspastaskruer, kogte og afkølede.
God olivenolie og balsamico til dressing, som hældes over salaten individuelt efter smag.
Jeg plejer at bruge ca. 1/3 pakke af rucola salaten, da den er meget gennemtrængende og en lille håndfuld pinjekerner. Af de soltørrede tomater i olie bruger jeg ca. 10 stykker og ca. 200-300 gram (ukogt) pasta. Men da det er efter smag hvor meget man kan lide af hver, har jeg ladet mængderne være åbne, så man selv kan smage sig frem.
Velbekomme 🙂