Giftig Grøn Bladankage
Giftkage, grøn kage eller bladankage – Kært barn har mange navne, så nu er jeg vidst dækket ind… Hvad end den kaldes det ene, det andet eller det tredje er det i hvert fald en favorit hos både store og små. Og så er den så dejlig nem at bage, så de små kan også være med i køkkenet. Det er en af de kager der holder sig godt til dagen efter. I det hele taget er kagen bare en god gammel klassiker, som jeg også husker fra min egen barndom.
Opskriften er til en ret stor portion, som egner sig til klassens-time eller kollegerne, men jeg nøjes som regel med at lave en halv portion til os selv.
DEJEN
500g blødt smør piskes med
500g sukker.
4 æg piskes i et ad gangen.
5-6 tsk mandelessens og
7-8 tsk grøn frugtfarve tilsættes.
3tsk bagepulver og
500g hvedemel sies sammen og blandes i den våde masse skiftevis med
3dl mælk.
Dejen hældes i en form på ca. 25x40cm beklædt med bagepapir (eller ovnens bradepande, men så bliver kagen ikke nær så høj).
Bages ved 180° (varmluft) i ca. 25-35 minutter (alt efter størrelsen på formen, din ovn og størrelsen på portionen). Et tip er, at have en ekstra bageplade under, hvis din ovn har en tendens til at afgive meget undervarme.
FROSTINGEN
1 pk flormelis,
~25-35g kakao,
1-2 tsk vaniljesukker,
~30-40g blødt smør og
1 sjat kold mælk piskes sammen.
Når kagen er kølet helt af smøres et tykt lag frosting henover.
TIP: Du kan også lave en glat chokoladeglasur af flormelis, kakao, 2-3spsk blødt smør og en sjat kogende mælk.
Velbekomme :o)