Endnu en klassisker: Jødekager

I år har jeg tilføjet endnu en julesmåkage til mit bagværk. For mange år siden forsøgte jeg mig med en opskrift på jødekager, men de blev bare tørre og kedelige og siden dengang har jeg ikke bagt jødekager. Men jeg kunne ikke slippe et barndomsminde om sprøde, lækre knasende jødekager; så derfor gav jeg det et forsøg mere. Og nu sidder de bare lige i skabet. De er super sprøde sådan som jeg kan lide dem. Så nu er det ikke kun brunkager og vaniljesmåkager jeg bager til jul mere – nu er jødekagen også blandt favoritterne. Omend den tager tid at lave, ligesom de andre småkager. Det er derfor en god ide at gøre det til hyggeprojekt som man har god tid til. Man kan enten rulle dejen ud til sine jødekager og derefter stikke småkagerne ud med en form, eller man kan lave 2 ruller af dejen som der skæres skiver af. Jeg har valgt den sidste løsning. Jødekagerne bliver lidt mere rustikke af det, men den løsning passer mig bedst.

180-200g smør (stuetemp.) fordeles i

300g siet hvedemel og

½ tsk vaniljesukker.

150g sukker og

1 tsk hjortetaksalt og

½ tsk salt tilsættes. Dejen samles til sidst med

1 æg. Efter piskningen trykkes dejen sammen med hænderne.

Fordel dejen i 2 dele på hvert sit stykke husholdningsfilm, som rulles stramt omkring dejen. Jeg plejer derefter at binde en knude i den ene ende og så presse dejen så meget som muligt ned imod den lukkede ende inden jeg også binder en knude på den anden ende. Det gør, at rullen med dej bliver dejlig fast og rund og holder formen. (Denne teknik bruger jeg også når jeg bager mine brunkager.) Læg rullerne i fryseren i ½-1 time. Skær derefter skiver på 2mm af rullerne, som lægges på en bageplade med bagepapir. De spreder sig ikke så meget til siderne, så de behøver ikke voldsomt meget plads imellem hver. Pensel alle jødekagerne med et sammenpisket æg og drys med kanelsukker og hakkede, smuttede mandler (ca. 25g i alt). Jeg bager ofte kun én plade småkager af gangen. Både fordi jeg så kan gøre den næste plade klar imens der er en plade i ovnen, og fordi jeg føler at jeg bedre kan holde styr på afbagningen. Jødekagerne skal bages ved 180° varmluft i ca. 7-10 minutter (alt efter din ovn).

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.