Bløde Havregrødsboller
Jeg kan godt lide bløde boller, som også er nemme at lave. Den her opskrift har jeg selv komponeret, og den er blevet ret vellykket. Bollerne egner sig både til morgenmad, en snack eller til fødselsdag. Og så skal du ikke have hænderne i dejen, for bollerne bliver sat på bagepladen med skeer. Jeg kan godt lide glatte boller, som er udrullet med hånden, men det er også bare super rart med en opskrift hvor man ikke bliver klistret ind i dej. Men hvis man bruger lidt mere mel (også på bordet), så kan den her opskrift sagtens bruges til at lave kanelsnegle med. Eller måske pizzasnegle. Når jeg laver havregrød i min mikroovn kommer jeg 1 dl havregryn med top på + 1 dl vand + 1 dl mælk i en skål og giver det 1 minut og 50 sekunder på fuld styrke. Derefter rører jeg rundt i det og giver det 20-30 sekunder mere. Derefter tilsætter jeg 1,5 dl vand mere og rører det godt sammen, så det bliver en lind/tynd grød, som er klar til at komme i dejen. Jeg kan godt lide at sætte bollerne forholdsvis tæt, så man kan brække dem fra hinanden, men det gør man naturligvis bare som man selv lyster.
DEJEN
80g smør smeltes med
1 dl mælk, som derefter hældes i en stor skål.
1 pk gær røres ud i den lune væske sammen med
60g sukker og
1-1½ tsk salt.
Havregrøden røres ud i den våde blanding.
100g siet sigtemel blandes med
450g siet hvedemel, som røres grundigt sammen med den våde blanding.
Dejen sættes på en bageplade (beklædt med bagepapir), med 2 spiseskeer. Dyb dem evt. i lidt koldt vand inden hver bolle formes med skeerne. Glat alle bollerne med lidt koldt vand på fingrene til sidst og lad bollerne hæve i ca. 30 minutter. Bages ved 180º i en opvarmet ovn i ca. 15 minutter (varmluft), til de er gyldne.
Hvis du ønsker at lave boller OG snegle af denne portion (hvor du blot tilsætter lidt mere mel til dejen), kan du bruge 1/3 af dejen til snegle med remonce.
REMONCE (til 1/3 del af dejen)
80g blødt smør,
60g farin og
1 tsk kanel røres sammen og fordeles på den udrullede dej, som derefter rulles sammen og skæres i skiver, som placeres i en form med bagepapir.
TIP: Bollerne kan godt bages dagen i forvejen, for selvom de naturligvis ikke er friskbagte dagen efter, så er de stadig bløde og ikke tørre. Du kan også tilsætte fint revet gulerod og solsikkekerner, hvis du ønsker det.
Velbekomme 🙂